Trænerduo er fundet til nyt samarbejde.
Svendborg/Oure: Det nye fodboldsamarbejde i SfB-Oure FA skal snart til at træde officielt i kraft. Det sker 1. juli, og forberedelserne er i fuld gang. Således er man nu klar til at præsentere trænerteamet for overbygningens første seniorhold. Det bliver Bjørn Holm og Jesper Jensen der skal styre tropperne, enten i Danmarksserien eller i 2. Division. Det vil forårets turnering afgøre. Overbygningen overtager Oure FA's licens, og holdet fører pt. Danmarksseriens pulje 3. I samarbejdsklubberne er man meget glade for den ny trænerkonstellation, da den på bedste vis binder de to trupper sammen. Bjørn Holm er træner for det nuværende Oure FA hold og Jesper Jensen for SfB's ditto. Således skulle fundamentet for en fælles kultur være til stede, og de to formænd for hhv. SfB og Oure FA, Morten Frederiksen og Johnny Johansen, har store forventninger til duoen. Bjørn Holm, der officielt får titlen som cheftræner:
- Det fælles projekt kan forhåbentligt være med til at løfte fodbolden på Sydfyn. Det er en meget spændende træneropgave, der ligger foran os, hvor vi på den korte bane skal forsøge at sammensmelte to meget talentfulde trupper til én fælles gruppe med et fælles udtryk og en fælles filosofi. Ved siden af fodboldbanen bliver det også spændende at være med til at skabe en ny og fælles kultur. Jeg ser det som et kæmpe privilegium at få lov til at være med til at forme samarbejdets kultur og ånd. Desuden glæder jeg mig til den faglige sparring med Jesper Jensen, der er et kæmpe klubikon i SfB, siger Bjørn Holm. Jesper Jensen er med på den:
- Jeg tror, at Bjørn og jeg kan supplere hinanden stærkt og få bragt de to klubbers kulturer sammen. Vi værdsætter nogle af de samme værdier i forhold til den enkelte fodboldspiller, men også i forhold til foreningstanken. Jeg glæder mig helt enormt til samarbejdet med Bjørn og til at skulle sammensmelte to potente førstehold til ét fælles hold. Vi går en spændende fremtid i møde. /EXP